Forsommer ferie 2017 – Sydfyn

Her i Maj måned 2017 er det lykkedes både Jonna og undertegnede at få arrangeret fri (orlov / ferie), så vi har hele maj til at sejle og et af de større sejlfarvande vi mangler at besøge i sin helhed er: Det Sydfynske Ø-hav. Derfor er det målet!

Geografi.

Sydfynske øhav starter i øst ved Thurø (eller måske Langeland?)  og indeholder følgende beboede øer: Siø, Tåsinge, Strynø, Birkholm, Drejø,  Hjortø, Skarø, Ærø, Avernakø, Bjørnø og Lyø. Altså i alt 12 øer, som vist nedenfor på et søkort.

Sydfynske Øhav

Logbog.

Selve logbogen bliver som vanligt ført via Web Sail Log (WSL) og uploaded til www.bondoandersen.dk.

Båden.

Båden – vores Dragonfly 35 har været på værft (Mathis Værft) her i Aalborg for at blive malet med kobberbundmaling samt div. andre ting og sager, der nu er behov for på en efterhånden 9 år gammel båd – vi fik den i 2008 til sommerferien, så det er vores 10 sæson vi går ind i

De (Mathis vært) har som sædvanligt gjort et super godt stykke arbejde, og vi fik båden retur her i torsdags og har nu en 3 dage til at få rigget til, slæbt alt vores grej ombord (de sædvanlige 10% vi skal bruge og 90% vi “måske” skal bruge). Og man undres hvert år over at 10 bilfulde (ca) kan være i båden…

Det er jo normalt rart med lidt længere planlægning og afprøvning via en week-end tur af om alt er i orden. Men vi vil af sted 1 maj og det giver ikke rigtigt mening at sætte båden i vandet tidligere – det er for koldt.

Bortset fra at vi har fået den forkerte genua retur fra Elvstrøm sejl efter reparation, har vi ikke konstateret nye fejl eller mangler. Heldigvis købte vi her i vinter en ny genua som skulle ligge på lager, men den må så i brug nu

Planen.

Som tidligere skrevet, afgang 1 maj lige over middag – det passer med Hals eller Egense som første destination, så kan vi samtidig lige få besøg af vores yngel, der så kan medbringe ca et bil læs mere af det vi måtte have glemt

Dernæst forventes tre dage med østlig og nordøstlig vind, dvs. foran for tværs til Grenå, videre til Ballen (Samsø), Nyborg (øst Fyn) og Lundeborg.