Denne side er tilegnet alle Danske småøer, som jeg og min familie har besøgt igennem de sidste godt 30 år. Det er jo ret naturligt at sejlsport som hobby er perfekt at kombinere med besøg af div Danske øer, specielt de øer, hvor der er en havn og/eller gode ankrings muligheder
Ifølge Wikipedia findes der ialt 72 beboede Danske øer (pr 1 januar 2007) og ca 450 Danske øer ialt (Videnskab.dk) På det sidst link er samtidig en definition af hvad en ø er for en størrelse (og nævnt at DK har 79 beboede øer - og altså ikke 72)
Målet for mig - og dermed familien (når de ellers gider) er at få besøgt samtlige beboede øer og gerne så mange som muligt at de navngivne, eller som minimum komme tæt nok på til at de kan fotograferes. En del øer er fredet og/eller har ikke adgang pga. dyreliv - og det skal naturligt nok respekteres!
I det følgende findes et antal computer generede HTML sider med dagbog over div. ø besøg
At have en favorit ø, er stort set umuligt, eftersom der er rigtigt mange flotte og spændende øer derude i det danske landskab, men hvis en skal fremhæves må det være: Anholt! Der er en "ørken", hvor der bare er helt stille og roligt og man kan gå rundt i timevis uden at møde et menneske - ihvertfald hvis det er uden for højsæsonnen. Øen er ikke større end at man kan cykle og gå rundt.
Det er den ø i Danmark der ligger længst fra alting og det er ret besværligt at komme dertil, hvis man ikke selv kan sejle, der er i niveau 3 timers transport via færge fra Grenå, der er kun to alternativer: flyve - der er en lille flyveplads, eller selv sejle. Vi har været der ialt 7 gange - alle gange "selvsejlende". Første gang omkring 1988 (plus/minus et par år), sejlende i vores X79, som et meget ungt menneske med gode venner. Sidste gang var foråret 2015 - sejlende i vores Dragonfly 35, men nu i en lidt mere moden alder...
Læsø bør også fremhæves, der er også en helt unik natur, men samtidig er den stor nok til at man kan holde ud at være der i en uge eller (lidt) mere, vi har vel efterhånden været der mere end 10 gange, første gang på vej hjem fra Skagenfestival, måske i 1983 (studerende) i en Juniorbåd, forrige gang i februar 2011 og sidst i juni 2011
Af den helt anden type, er der Fruensholm her oppe i Limfjorden, tæt på Aalborg. Det er en meget lille ø, meget lav - max 1-2 meters højde, men alligevel med et meget stort og hvidt hus, midt på øen. Vi har kun været inde på øen en gang, men passerer den hvergang vi sejler ind i fjorden. Den er vistnok privat ejet og huset ser ud til at være beboelig, om ikke beboet. Vi tog turen rundt langs stranden og der er en helt utrolig ro, bortset fra når fly starter fra Aalborg lufthavn
Ud over ovenstående, kan fremhæves: Livø, Samsø, Tunø og Kyholm (ved Samsø) som værd at besøge